Kære medlemmer

Der har været godt gang i den på rideskolen efter sommerferien. Vi har allerede haft en del arrangementer, og det er dejligt at mærke den store aktivitet og opbakning i klubben. Det betyder også, at der indimellem er ekstra mange mennesker på stedet. Tak for jeres forståelse og gode humør, når der er lidt ekstra liv i staldene og på ridebanerne. Det er med til at skabe et aktivt og levende klubmiljø, og så er det rigtig godt for klubbens økonomi.

Springstævne – sæt kryds i kalenderen!

Den 30. og 31. oktober holder vi igen springstævne, og her får vi brug for en masse hjælpende hænder. Så sæt allerede nu et stort kryds i kalenderen!
 Vi vender tilbage med mere information om, hvilke opgaver der bliver brug for hjælp til. Som altid håber vi på den fantastiske opbakning, vi plejer at få fra jer.

Pas godt på vores fine stalde

Vores stalde er blevet rigtig fine efter renoveringen. For at vi kan holde dem pæne og indbydende, har vi brug for, at vi alle hjælper hinanden med at rydde op efter os selv.

Det gælder både i stalden, på striglepladserne, i vandspiltovet og de øvrige fælles områder. Et lille ekstra blik på, om man har fået sine ting på plads og samlet op efter sig, gør en stor forskel – og så er det meget rarere for den næste, der skal bruge området.

Mulighed for mere foldtid

Vi har hørt jeres ønsker om mere foldtid, og nu prøver vi at imødekomme det med en ny mulighed.

Fremover vil man kunne få sin hest lukket på fold efter den almindelige foldordning – cirka ved middagstid. Personalet sørger for at lukke hestene ud, og sørger for at fordele foldene, mens man selv sørger for indlukning senere på dagen.

På den måde håber vi, at det bliver muligt for flere at give deres hest nogle ekstra timer på fold. Se mere om ordningen på klubmodul, og meld til hvis det kunne være noget for dig og din hest.

Vi vil meget gerne opfordre jer til at lave aftaler indbyrdes om indlukning, så man kan hjælpe hinanden. Måske kan man eksempelvis skiftes til at lukke et par heste ind – det vigtigste er, at man får lavet nogle gode aftaler, der fungerer for alle.

Indlukning skal naturligvis ske inden for rideskolens almindelige åbningstider.

Vi håber, at denne ordning kan være med til at imødekomme ønskerne om mere foldtid og samtidig være en løsning, der fungerer i hverdagen.

 

Tak for jer!

Til sidst vil bestyrelsen gerne sige tusind tak for den altid store opbakning til rideskolen. Det er en fornøjelse at opleve den gode stemning, hjælpsomheden og fællesskabet, som man møder i stalden.

Det er jer medlemmer, der er med til at skabe den – og det er vi rigtig glade for.

De bedste hilsner
 Bestyrelsen


Nyheder

Kommende aktiviteter